Sverige har registeret 322 nye smittetilfælde og fire dødsfald

Der er siden torsdag registreret yderligere fire døde med coronavirus i Sverige. Dermed stiger det samlede dødstal til 5743.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, fredag.

I løbet af det seneste døgn er der desuden blevet registreret 322 nye smittetilfælde i landet.

Dermed er i alt 80.422 personer blevet testet positive for virusset i Sverige siden pandemiens begyndelse.

Fredag er i alt 41 patienter indlagt på en intensivafdeling på et af de svenske hospitaler med coronavirus.

I Sverige har antallet af nye smittede og døde med coronavirus været aftagende over de seneste uger.

Smittetrykket i Sverige er faldet så meget, at Udenrigsministeriet i Danmark torsdag åbnede for alle rejser til samtlige svenske regioner.

Dermed frarådes ikke-nødvendige rejser ikke længere – uanset hvilken del af landet, der er tale om.

Samtidig er der også blevet åbnet for, at svenskere fra hele landet kan rejse ind i Danmark som turister. Så længe de har booket mindst seks overnatninger.

Kravet om seks overnatninger gælder dog ikke for beboere i grænseregionerne Skåne, Halland og Blekinge.

I Norge har man endnu ikke åbnet for alle rejser til Sverige. Men der vil blive foretaget en ny vurdering i næste uge.

– Vi er meget glade for, at antallet af smittede daler i vores nabolande. Det betyder, at vi forhåbentlig kan åbne for flere svenske regioner i næste uge, siger den norske sundhedsminister, Bent Høie.

Selv om smittetrykket er dalet i Sverige, så advarede de svenske myndigheder torsdag om, at virusset ikke er væk.

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, forberedte derfor svenskerne på, at de fortsat skal arbejde hjemmefra i efteråret, hvis det er muligt.

Han understregede, at der er behov for holdbare løsninger, som kan fungere under coronakrisen på længere sigt.

/ritzau/