Manglende sporing kan være årsag til virusudbrud i Melbourne

Det er smitteopsporingen, der gør den helt store forskel i antallet af smittede i Australiens to mest folkerige delstater, Victoria og New South Wales.

Det siger den australske premierminister, Scott Morrison, fredag i et radiointerview med 2GB.

Mens Victoria, hvor millionbyen Melbourne ligger, oplever et rekordhøjt antal nye smittede med 723 tilfælde torsdag og 627 fredag, registrerer New South Wales noget færre daglige tilfælde.

– Niveauet af smitte, der er brudt ud i lokalsamfundene i Victoria, er den store udfordring dernede, og der er stadig meget arbejde foran os, for vi har ikke nået toppen af det endnu, siger Morrison.

Han nævner, at i New South Wales, hvor Sydney ligger, kan nye smittetilfælde knyttes til barer, restauranter og plejehjem.

– Den vigtigste forskel er, at i New South Wales er der ingen sager, hvor vi ikke kender kilden til smitten. Ingen, siger premierministeren, der tilføjer, at Victoria har haft omkring 50 tilfælde om dagen, hvor smittekilden har været ukendt.

Morrison opfordrer desuden muslimer, der skal fejre højtiden Eid al-Adha fra fredag, til at holde sig væk fra store sammenkomster.

Victorias coronaudbrud blussede op i juni og er delvis blevet knyttet til familiesammenkomster under fastemåneden ramadanen.

/ritzau/Reuters