Indien har for første gang 50.000 nye smittede på et døgn

Indien har registreret over 50.000 nye smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn. Det er første gang, at så mange registreres smittede i Indien på 24 timer.

Det viser tal fra de indiske sundhedsmyndigheder.

I præcise tal er 52.123 personer blevet bekræftet smittede med virusset det seneste døgn.

Dermed stiger det samlede smittetal i landet til knap 1,6 millioner.

Indien er det land i verden, hvor der er registreret tredjeflest smittede. Kun Brasilien og USA har registreret flere smittetilfælde.

34.955 personer er bekræftet døde med virusset i Indien. Alene det seneste døgn er der registreret 775 coronarelaterede dødsfald.

Mens smittetallet er dalet en smule i storbyer som New Delhi og Mumbai, spreder virusset sig hastigt i landområder i Indien.

Natten til torsdag dansk tid viste en stor undersøgelse, at over halvdelen af beboere i Mumbais slumkvarterer har været smittet med coronavirus.

I undersøgelsen blev 6936 tilfældigt udvalgte personer testet for coronavirus, skrev nyhedsbureauet AFP.

57 procent af de personer, der bor i slumkvarterer, viste sig at have været smittet. Omvendt gjaldt det kun 16 procent af personerne fra andre kvarterer.

Resultatet af undersøgelsen har skabt øget tvivl om Indiens officielle opgørelser for smittetilfælde.

Tidligere har eksperter sagt, at det reelle smittetal kan være langt højere, fordi kun et fåtal af landets omkring 1,4 milliarder indbyggere er blevet testet for coronavirus.

At der dog ikke tilsvarende har været et eksplosivt højt dødstal i slumkvartererne kan tyde på, at virussets dødelighed har været lav. Sådan lyder vurderingen i undersøgelsen.

For en uge siden viste en undersøgelse i New Delhi, at op mod en fjerdedel af de 20 millioner indbyggere i hovedstaden kan have været smittet med virusset.

/ritzau/Reuters