Voldsom regn tvinger tusindvis af japanere til at evakuere

Titusindvis af mennesker i det nordøstlige Japan er onsdag blevet bedt om at forlade deres hjem på grund af oversvømmelser forårsaget af rekord meget regn. Det siger myndighederne i området ifølge nyhedsbureauet dpa.

Voldsomt regnvejr har fået Mogami-floden i Yamagata-præfekturet til at gå over sine breder og oversvømme huse og biler.

Det viser videobilleder fra området.

Lokale beboere prøver at søge ly fra uvejret og holde holde afstand til hinanden på samme tid på grund af frygten for coronavirus.

Japans Meteorologiske Institut advarer onsdag om oversvømmelser, mudderskred og floder fyldt til kanten med vand, efter at der er faldet rekord meget regn i landets nordøstlige del.

I den nordlige by Akita faldt der tirsdag 110 millimeter regn på seks timer, hvilket aldrig er sket før, oplyser Japans Meteorologiske Institut.

/ritzau/dpa