To svenske brødre får ikke erstatning i Kevinsag

To svenske brødre, som fik skyld for en fireårig drengs død i den såkaldte Kevinsag, da de kun var fem og syv år, er ikke berettiget til en millionerstatning. Det har en svensk myndighed afgjort onsdag.

De to brødre, Christian Karlsson og Robin Dahlén, var mistænkt for at have dræbt fireårige Kevin i byen Arvika i 1998. Tyve år senere blev de renset for mistanke.

Brødrene havde efterfølgende krævet ti millioner svenske kroner i erstatning. Det svarer til 7,23 millioner danske kroner.

Den særlige svenske myndighed Justitiekanslern, der på vegne af den svenske regering fører juridiske kontrol med den offentlige forvaltning, har onsdag meddelt, at erstatningskravet er afvist.

Det skyldes, at sagen er gammel, og fristen for at søge erstatning er forældet.

– Det her var en stor skuffelse. Frem for alt er vi meget overraskede over udfaldet, siger brødrenes advokat, Slobodan Jovicic.

Justitiekanslers afgørelse kan ikke kæres. Men brødrene kan nu gå til en domstol eller til regeringen og forsøge at få erstatning.

Efter mange og lange afhøringer hos politiet havde de to drenge på dengang fem og syv år i 1998 erkendt drabet.

De blev renset i 2018, da sagen blev taget op af svenske medier. Her kom det frem, at der ofte hverken var en forælder eller en anden voksen til stede under afhøringerne.

Det viste sig også, at der ikke fandtes nogen videooptagelse af de to brødres tilståelser. De siger selv i dag, at de ikke kan huske den hændelse, de er blevet anklaget for.

Et dokumentarprogram på SVT og undersøgelser foretaget af avisen Dagens Nyheter var medvirkende til, at sagen blev genåbnet.

Derpå kom politiet frem til, at beviserne mod brødrene ikke holdt.

Nye analyser og over 80 nye afhøringer var blevet gennemført, da brødrene i marts 2018 blev erklæret uden for mistanke i sagen af daværende efterforskningsleder Niclas Wargren.

– De kan ikke længere mistænkes for forbrydelsen. Beviserne er for svage, sagde han.

For de to brødre og deres familie var det en usigelig lettelse at få beskeden om frifindelsen i 2018. Brødrenes far, Weine Dahlén, sagde dengang, at et 20 år langt mareridt var forbi.

/ritzau/TT