Politisk frygt i USA: Coronakrise øger it-titaners dominans

It-giganterne Amazon, Apple, Google og Facebook er for magtfulde og vil formentlig komme endnu stærkere ud af coronakrisen.

Det siger formanden for konkurrenceudvalget i Repræsentanternes Hus i Kongressen i USA under en høring onsdag, hvor direktørerne for de fire store virksomheder deltager.

– Sagt på en enkel måde har de for meget magt, siger udvalgsformand David Cicilline.

De fire selskaber er for store og dominerende og “har anvendt deres magt på destruktive, skadelige måder for at ekspandere”, siger demokraten.

– Selv om disse dominerende selskaber muligvis stadig producerer nye og innovative produkter, dræber deres dominans de små virksomheder, produktionen og den overordnede dynamik, der er motorerne i den amerikanske økonomi.

Udvalgsformanden mener, at USA’s økonomi fremover vil blive endnu mere koncentreret og samlet på få selskaber end nogensinde før.

– Forud for coronapandemien skilte disse selskaber sig allerede ud som titaner i vores økonomi, siger Cicilline.

– Men i kølvandet på covid-19 vil de sandsynligvis komme stærkere ud og være mere magtfulde end nogensinde før.

Et republikansk medlem af konkurrenceudvalget slår dog en mere forsonlig tone an. Han fremhæver, at “det at være stor ikke i sagens natur er dårligt”.

– Tværtimod. I Amerika bør man blive belønnet for sin succes, siger Jim Sensenbrenner.

De fire topchefer – Tim Cook fra Apple, Jeff Bezos fra Amazon, Mark Zuckerberg fra Facebook og Sundar Pichai fra Google og dets moderselskab, Alphabet – har aldrig tidligere deltaget i en fælles høring.

Deres selskaber har en samlet markedsværdi på omkring fem billioner – eller 5000 milliarder – dollar.

/ritzau/AFP