Halvdelen af Mumbais slumbeboere smittet med corona

Over halvdelen af beboerne i millionbyen Mumbais slumkvarterer har været smittet med coronavirus.

Det viser en undersøgelse fra den indiske storby, som er offentliggjort tirsdag.

Den store andel af smittede rejser spørgsmålstegn ved Indiens officielle opgørelse for smittetilfælde, skriver nyhedsbureauet AFP.

Indien er efter USA og Brasilien det hårdest ramte land under pandemien med næsten 1,5 millioner bekræftede smittetilfælde.

Eksperter har dog tidligere sagt, at det reelle antal kan være langt højere, fordi kun et fåtal af landets omkring 1,4 milliarder indbyggere er testet for coronavirus.

I undersøgelsen fra Mumbai blev 6936 tilfældige personer testet for coronavirus.

57 procent af de personer, som bor slumkvarterer, havde været smittet med virusset, mens det samme kun gjaldt for 16 procent af personerne fra ikke-slumkvarterer.

Cirka 40 procent af Mumbais omkring 20 millioner indbyggere bor i slumkvarterer. Ifølge de officielle tal er der hidtil under pandemien registreret over 110.000 smittetilfælde og over 6000 dødsfald i byen.

/ritzau/AFP