Store marokkanske byer må igen afskærmes fra omverdenen

Marokko vil afskære folk fra at komme ind og ud af flere af landets største byer på grund af en stigning i antallet af coronatilfælde.

Tiltaget gælder fra midnat mellem søndag og mandag, oplyser indenrigs- og sundhedsministeriet.

Byerne, der skal lukkes ned, tæller blandt andet Casablanca, Tanger, Marrakesh, Fez og Meknes.

For en måneds tid siden slækkede Marokko på de mange coronarestriktioner, der var gældende i landet.

Internationale rejser har dog hele tiden været suspenderet bortset fra enkelte særfly.

Søndag melder sundhedsministeriet om 633 nye smittetilfælde af coronavirus.

Det er en af de hidtil største daglige stigninger, og det bringer det samlede antal af bekræftede smittetilfælde op på 20.278.

I alt er 313 døde og 16.438 raskmeldte i Marokko.

/ritzau/Reuters