Amerikansk konsulat i kinesisk millionby stryger flaget

Det amerikanske konsulat i den kinesiske by Chengdu har mandag strøget flaget.

Det sker, efter at Kinas udenrigsministerium fredag beordrede det lukket som gengældelse for, at det kinesiske konsulat i den amerikanske by Houston blev beordret lukket af USA.

Optagelser fra kinesiske CCTV viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at flaget langsomt bliver taget ned fra konsulatet mandag morgen i millionbyen, som ligger i den centrale del af Kina.

De to stridende lande har udvekslet beskyldninger om, at den anden part har udgjort en fare for landets sikkerhed.

De seneste ugers hastige forværring af forholdet har blandt nogle vækket mindelser om den kolde krig.

Amerikanernes deadline for at forlade konsulatet i Chengdu har været uklar.

Men det kinesiske konsulat i Houston fik ifølge AFP 72 timer til at lukke.

Lørdag kunne man se arbejdere i Chengdu fjerne det metalskilt, som viste, at konsulatet lå i bygningen.

Søndag blev en kran ifølge Reuters kørt ind til konsulatets område, hvor den løftede mindst en stor container op på en lastbil.

Og mandag morgen er området omkring konsulatet afspærret af kinesiske politibetjente, der står vagt, melder nyhedsbureauet.

/ritzau/