Polen overvejer at trække sig fra aftale mod hustruvold

Står det til Polens justitsminister, vil Polen allerede mandag indlede processen med at trække sig ud af en europæisk konvention, der skal bekæmpe vold mod kvinder.

Den såkaldte Istanbul-konvention har til formål at bekæmpe blandt andet hustruvold, voldtægt i ægteskabet og lemlæstelse af kvinders kønsorganer.

Men den polske justitsminister, Zbigniew Ziobro, vil have Polen ud af aftalen.

Europarådet, der har udformet konventionen, kalder det søndag “urovækkende”, hvis Polen vil trække sig.

Det vil være “dybt beklageligt og et enormt skridt bagud i beskyttelsen af kvinder mod vold i Europa”. Det siger Europarådets generalsekretær, Marija Pejčinović Burić, i en udtalelse søndag.

– Hvis der er fejlopfattelser eller misforståelser om konventionen, er vi parate til at forklare dem i en konstruktiv dialog, tilføjer hun.

Få timer efter lagde det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS) lidt afstand til justitsministerens planer om at trække Polen ud af aftalen.

– Der er ikke taget nogen beslutning. Det her er ikke vores fælles holdning. Ministeren har visse idéer. Hvis han lægger forslaget frem, vil vi analysere det, siger PiS’ talskvinde Anita Czerwinska ifølge Reuters.

Fredag var demonstranter på gaderne i hovedstaden Warszawa og en række andre polske byer for at vise deres modstand mod at forlade aftalen, som Polen tiltrådte i 2015.

Dengang sagde Zbigniew Ziobro, at Istanbul-konventionen er “et feministisk værk der har til formål at retfærdiggøre homoseksuel ideologi”, skriver nyhedsbureauet AFP.

Konventionen indeholder ikke noget om LGBT-personers rettigheder.

Nogle af kritikerne af aftalen mener, at dens sande formål ikke er at beskytte kvinder mod vold i hjemmet. Derimod vil den presse en bestemt ideologi ned over retsvæsnet.

Den ultrakonservative forening Ordo Iuris har ført kampagne for at få Polen ud af Istanbul-traktaten. Foreningen mener, at konventionen undergraver traditionelle værdier omkring familier og ægteskaber.

Desuden ignorerer aftalen de bagvedliggende årsager til hustruvold – såsom alkoholmisbrug, mener Ordo Iuris.

Det afviser en talsperson for en af de organisationer, der fredag protesterede i Warszawa, over for nyhedsbureauet dpa.

– Konventionen siger simpelthen, at du ikke kan bruge religion til at retfærdiggøre at behandle kvinder som ting eller som skidt, siger Marta Lempart fra foreningen Landsdækkende Kvindestrejke.

/ritzau/