Bevæbnede demonstranter kræver retfærdighed for Breonna Taylor

En gruppe svært bevæbnede sorte demonstranter marcherede lørdag gennem Louisville, Kentucky, og krævede retfærdighed for Breonna Taylor.

Mange af demonstranterne bar halvautomatiske rifler og haglgeværer og var iført paramilitært udstyr.

Den sorte milits, der kalder sig NFAC, kræver retfærdighed for den 26-årige Breonna Taylor, der blev skudt og dræbt, da betjente stormede hendes lejlighed i Louisville 13. marts.

En af de betjente, der deltog i aktionen, blev fyret fra politistyrken i Louisville i slutningen af juni, mens to andre betjente er kommet på tvungen orlov.

Der er ikke rejst sigtelse mod nogen af de tre betjente.

Lederen af NFAC, John “Grandmaster Jay” Johnson, opfordrer lørdag myndighederne til at fremskynde efterforskningen af Breonna Taylors død og være mere gennemsigtig.

– Hvis I ikke fortæller os noget, tror vi, at I ikke foretager jer noget, siger han til avisen The Courier-Journal med henvisning til myndighederne.

Der er kommet fokus på Breonna Taylors sag, efter at en sort mand ved navn George Floyd døde i politiets varetægt efter en brutal anholdelse i Minneapolis 25. maj.

I juni fik det stor opmærksomhed, da sangerinden Beyoncé skrev et brev til statsadvokaten i Kentucky, hvori hun kræver, at de tre betjente involveret i Breonna Taylors død bliver sigtet.

Breonna Taylor blev skudt otte gange, da betjente uden varsel stormede hendes lejlighed 13. marts for at gennemføre en narkoransagning.

Der blev ikke fundet narkotika i Breonna Taylors lejlighed, og hun var ikke selv under mistanke.

NFAC tiltrak sig først opmærksomhed 4. juli, da gruppen demonstrerede i parken Stone Mountain nær Atlanta. Her krævede medlemmerne et stort sydstatsbillede indhugget i en klippe fjernet.

Borgerrettighedsaktivister betragter klippen som et monument, der hylder racisme.

Under lørdagens demonstration i Louisville gik et skydevåben af ved et uheld, og tre medlemmer af NFAC er indlagt på hospitalet med ikke-livstruende skader, oplyser politiet i byen.

/ritzau/Reuters