Avis: Spaniens dødstal kan være højere end hidtil kendt

Spanien kan have undervurderet, hvor mange mennesker der er døde med coronasmitte i landet.

Ifølge El Pais, som er Spaniens største avis, er næsten 45.000 mennesker døde. Det er betydeligt flere end de rundt regnet 28.000, som de spanske sundhedsmyndigheder indtil videre har indberettet.

Opgørelsen på de helt præcis 28.432 dødsofre, der er officielt registreret søndag, inkluderer kun mennesker, der er blevet testet positive for virusset, inden de døde.

Men El Pais har kontaktet samtlige 17 regioner i Spanien og fundet bevis for, at tallet kan være betydeligt højere.

Alt i alt har avisen fundet frem til 16.436 dødsfald, der hidtil ikke er blevet talt med i statistikkerne. Omkring 2000 af dem er coronatilfælde, der er bekræftet på et laboratorie, men som tilsyneladende ikke er registreret hos de spanske sundhedsmyndigheder.

De øvrige rundt regnet 14.000 døde er personer, der ikke var bekræftet smittet med coronavirus, men hvor lægerne mistænker, at deres død var coronarelateret.

Derfor mener El Pais, at det reelle dødstal er tættere på 45.000 end det officielle tal på over 28.000.

Det er også på linje med vurderinger, der var fremme i foråret, hvor Spanien oplevede en overdødelighed i forhold til normalen.

Det spanske statistikkontor har beregnet, at 44.395 flere mennesker døde mellem januar og slutningen af maj, end der normalt dør i samme periode.

Mange af de dødsfald, der ikke er blevet registreret, er sket på plejehjem i de dele af Spanien, der var hårdt ramt i den tidlige fase af pandemien.

Storbritannien og Frankrig besluttede sig i april for at inkludere formodede coronadødsfald fra landets plejehjem i den officielle statistik. Men det har Spanien endnu ikke gjort.

/ritzau/TT