16 millioner er smittet med coronavirus på verdensplan

Søndag morgen dansk tid rundede antallet af bekræftede smittetilfælde med coronavirus 16 millioner ifølge en optælling af det amerikanske universitet Johns Hopkins University i byen Baltimore.

Dermed er der konstateret en million flere smittede siden onsdag. Her rundende universitetets optælling 15 millioner.

Optællingen inkluderer kun de smittetilfælde, der er bekræftet af sundhedsmyndigheder. Derfor kan der være et mørketal.

Fagfolk såsom Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme og lektor i global sundhed på Aarhus Universitet, har tidligere peget på, at forskellige lande tester forskelligt.

Det er eksempelvis i USA, Sydamerika, Indien og Afrika, at det ifølge Wejse er rimeligt at antage, at sundhedsmyndighederne ikke kender alle smittetilfælde.

/ritzau/