Trump giver med dekreter ordre til lavere priser på medicin

USA’s præsident, Donald Trump, har underskrevet fire dekreter, som skal føre til, at amerikanerne betaler mindre for deres receptpligtige medicin.

Det sker cirka 100 dage før præsidentvalget, hvor Trump lige nu ser ud til at kunne tabe til demoraten Joe Biden.

Danske Novo Nordisk er blandt de medicinalselskaber, som Trump tidligere hare rettet skytset imod.

Trump har i flere år foreslået ændringer for at få de meget høje medicinpriser i USA ned. Men det er første gang, at han forsøger at få det igennem per dekret.

Et af dekreterne påbyder, at der lovligt skal kunne importeres billigere receptmedicin fra blandt andet Canada.

Et andet kræver rabatter fra medicinalselskaber, som i dag i mange tilfælde benytter sig af mellemmænd og mellemled. Rabatterne skal sendes videre til patienterne.

Et tredje dekret vil presse priserne på insulin ned. Novos insulin spiller en stor rolle på det amerikanske marked for medicin. Trump har tidligere tordnet mod de få selskaber, der forsyner markedet med insulin.

Novo har tidligere forsvaret sig med, at det amerikanske sundhedssystem og aftalepriser er så vanskeligt at styre, at det ofte giver sig udtryk i uhensigtsmæssige høje priser.

/ritzau/Reuters