Ventiler på 2000 Boeing-fly skal tjekkes inden ny flyvning

Tusindvis af fly har stået stille under coronakrisen, der har ramt luftfartsindustrien hårdt.

Og i USA skal over 2000 fly af typerne Boeing 737 NG og Classic til tjek, før de må få lov at lette igen.

Det har den amerikanske luftfartsmyndighed FAA fredag besluttet, efter at inspektører har opdaget problemer på ventiler på flyene.

Alle fly af de nævnte typer, der har stået stille i mindst syv dage i træk, skal derfor undersøges for, om der er korrosion ved den bestemte ventil.

– I fly, der bliver opbevaret eller brugt sjældent på grund af lavere efterspørgsel under covid-19-pandemien, kan ventilen være mere modtagelig over for korrosion, oplyser Boeing.

Er der korrosion ved ventilen, skal den skiftes, før flyet må få flyvetilladelse igen. Korrosionen kan ellers i værste tilfælde kan føre til dobbelt motorsvigt.

Korrosion er nedbrydning af eksempelvis metaller, når de udsættes for enten luft eller vand. Korrosion af jern og stål fører eksempelvis til rust.

/ritzau/Reuters