Sverige registrerer yderligere ni coronadødsfald

Der er registreret yderligere ni døde med coronavirus i Sverige det seneste døgn. Dermed er der bekræftet i alt 5676 coronadødsfald i landet.

Det fremgår torsdag af den daglige opgørelse fra landets sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

Derudover er yderligere 259 personer blevet testet positiv for coronavirus i Sverige. I alt er 78.763 personer bekræftet smittet i landet siden marts.

Størstedelen af de bekræftet smittede er kvinder. 46.138 kvinder er konstateret smittede, mens tallet for mænd er 32.625.

Det er imidlertid blandt mænd, at der er registreret flest coronadødsfald i landet. 3101 mænd er døde med coronavirus i Sverige mod 2575 kvinder.

På et pressemøde siger statsepidemiolog Anders Tegnell, at tallene overordnet viser, at det går den rigtige vej i Sverige.

– De forskellige tal tyder alle på, at vi ser en positiv udvikling i pandemien i Sverige, siger Tegnell ifølge den svenske avis Aftonbladet.

Der er torsdag i alt 58 patienter indlagt med coronavirus på intensivafdeling på de svenske hospitaler.

Ifølge Tegnell betyder det, at der netop nu er “meget få”, der er alvorligt syge med coronavirus.

Han understreger dog, at det fortsat er meget vigtigt, at alle overholder retningslinjerne om at holde afstand og opretholde god håndhygiejne.

Thomas Lindén, der er afdelingschef i den svenske socialstyrelse, oplyser, at der nu er 564 ledige respiratorer i Sverige.

Sverige har været hårdt ramt af coronapandemien sammenlignet med nabolande som Norge og Danmark.

I Danmark er der torsdag blevet registreret en død med coronavirus, mens yderligere 42 personer er blevet testet positiv for virusset det seneste døgn.

Siden marts er i alt 13.392 personer i Danmark bekræftet smittet med coronavirus.

/ritzau/