Kina sender sonde afsted mod Mars i kapløb med USA

Kinas første uafhængige Mars-sonde er torsdag lokal tid blevet sendt afsted fra sin base i Wenchang.

Missionen er Kinas første forsøg på at besøge en anden planet og skal være med til at markere landet som en global magtfaktor i rummet.

Klokken 12.41 lokal tid blev Kinas største løfteraket således brugt til at sende sonden afsted fra Wenchang Space Launch Centre i Hainan-provinsen i den sydlige del af Kina.

Forsøget på at komme til den røde planet falder sammen med en række andre landes lignende missioner.

Således har USA en affyring sat til at begynde 30. juli.

Men De Forenede Arabiske Emirater kom natten til mandag dansk tid de to lande i forkøbet, da rumsonden al-Amal – som ligeledes har kurs mod Mars – blev sendt afsted fra Japan.

At denne sommer er blevet højsæson for Mars-missioner skyldes, at landene forsøger at udnytte perioden, hvor Jorden og Mars er tættest på hinanden.

/ritzau/AFP