250 brandmænd kæmper mod skovbrand og stærk vind i Grækenland

Flere end 250 brandmænd kæmper onsdag med at kontrollere en stor skovbrand i det sydlige Grækenland.

Som en sikkerhedsforanstaltning har myndighederne evakueret to landsbyer, tre mindre bebyggelser og en sommerlejr nær byen Korinth cirka 80 kilometer vest for hovedstaden Athen.

Der er ingen rapporter om tilskadekomne.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Stærk vind vanskeliggør brandmændenes arbejde.

Ifølge det lokale brandvæsen er der indsat ti vandbærende helikoptere og syv fly, der skal hjælpe mandskabet på jorden.

Samtidig er brandmænd fra andre dele af Grækenland blevet hentet ind til opgaven, ligesom at lokale frivillige hjælper til.

Også i nærheden af det antikke Olympia, nær landsbyen Petalidi og på ferieøen Kreta kæmper brandmænd mod mindre brande.

Skovbrande er almindelige i Grækenlands varme, tørre somre.

Det græske brandvæsen oplyser onsdag aften ifølge AP, at i alt 57 skovbrande er brudt ud i løbet af de seneste 24 timer. De fleste af dem er hurtigt blevet slukket igen.

I 2007 omkom omkring 80 mennesker i massive skovbrande i det sydlige og centrale Grækenland.

/ritzau/