Trump truer med at sende betjente til liberale byer i USA

USA’s præsident, Donald Trump, truer med at sende flere føderale betjente til en række byer, som ledes af “liberale demokrater”.

Det gælder blandt andet Chicago og New York City.

Han mener, at deres ledere har været bange for at handle i forbindelse med protester, skriver BBC.

Derudover roser præsidenten de føderale betjentes håndtering af protester i Portland i delstaten Oregon.

Betjentene blev for to uger siden sendt til byen, hvor der har været fortsatte demonstrationer mod racisme og politivold, efter at den sorte amerikaner George Floyd døde under en anholdelse i maj, da en betjent pressede sit knæ mod Floyds hals i over otte minutter.

Det har blandt modstandere vakt vrede, at de føderale betjente har kørt rundt i civile køretøjer og anholdt demonstranter.

Ved et pressemøde mandag i Det Hvide Hus gentager Trump sin opfordring til “lov og orden”, som er blevet et af hans slogans frem mod præsidentvalget i november.

– Vi sender politibetjente, siger han ifølge BBC.

– Vi kan ikke lade alt dette ske i byerne.

Han fremhæver specifikt byer som New York City, Chicago, Philadelphia, Detroit, Baltimore og Oakland, mens han taler om problemer med vold, skriver BBC.

Demokraterne i Repræsentanternes Hus mener, at betjentene i Oregon har gjort borgerne bekymrede for en “hemmelig politistyrke”. De vil derfor have betjentene undersøgt.

/ritzau/