Italien vil konfrontere coronakrise med ny styrke efter aftale

Det giver mulighed for at svare stærkt igen på coronakrisen, at der i EU er indgået aftale om en genopretningsfond på 750 milliarder euro.

Sådan lyder det fra Italiens premierminister, Giuseppe Conte, efter at EU’s stats- og regeringschefer efter maratonforhandlinger tirsdag morgen er nået frem til en aftale for EU’s syvårsbudget og en genopretningsfond efter coronakrisen.

– Vi er tilfredse med godkendelsen af en ambitiøs genopretningsplan. Den tillader os at konfrontere krisen med styrke og effektivitet, siger Giuseppe Conte ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Italien er et af de lande i Europa, der er blevet hårdest ramt af coronapandemien. Landet var derfor et af dem, der pressede på for, at 500 milliarder fra genopretningsfonden skulle være i form tilskud.

Det kom Italien og øvrige sydeuropæiske lande imidlertid ikke i mål med. Det endte i stedet med 390 milliarder euro, svarende til lidt over 2900 milliarder danske kroner, i tilskud. De resterende 360 milliarder euro er lån.

Conte er dog tilfreds alligevel. Ifølge premierministeren går 28 procent eller 209 milliarder af de 750 milliarder euro i genopretningsfonden til Italien.

Dermed modtager Italien 81 milliarder euro i tilskud og 127 milliarder euro som lån.

Spanien og Italien er de to lande, der modtager flest penge fra genopretningsfonden, skriver Reuters.

Spanien går fra topmødet med udsigt til 140 milliarder euro fra fonden. Lidt mere end halvdelen, 72,7 milliarder euro, er i form af tilskud, oplyser landets premierminister, Pedro Sanchéz.

Sanchéz mener i lighed med sin italienske kollega, at det giver gode muligheder for at håndtere coronakrisen.

EU’s såkaldte sparebande – Danmark, Holland, Sverige og Østrig – har stor andel i, at andelen af tilskud blev forhandlet ned til 390 milliarder euro.

Hollands premierminister, Mark Rutte, siger efter topmødet, at det har været hårde forhandlinger. Men forholdet mellem EU-lederne er fortsat stærkt, understreger han.

– Vi er alle professionelle. Vi kan tåle et par slag.

– Jeg er glad for aftalen. Jeg ser ingen skuffelser i den, siger Mark Rutte ifølge Reuters.

Foruden genopretningsfonden er EU’s stats- og regeringschefer blevet enige om et syvårsbudget for EU. Den syvårige budgetramme for 2021-27 er på 1074,3 milliarder euro. Det svarer til knap 8000 milliarder kroner.

/ritzau/