Bevæbnet mand tager 20 personer som gidsler på bus i Ukraine

En gidselsituation udspiller sig tirsdag i byen Lutsk i det vestlige Ukraine.

En mand har taget omkring 20 personer om bord på en bus som gidsler.

Det oplyser lokalt politi ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Manden siger, at han har sprængstoffer og våben på sig, oplyser politiet i en erklæring.

Det vides ikke, hvilke krav gidseltageren har. Politiet har afspærret byens centrum i forbindelse med episoden.

Der er blevet hørt skud, men der er ikke meldinger om nogen tilskadekomne, oplyser myndigheder ifølge AFP.

Manden, som er blevet identificeret, skal angiveligt have udtrykt frustration over Ukraines politiske system på sociale medier. Det oplyser politiet ifølge de nordiske nyhedsbureauer NTB og TT.

/ritzau/