Assads parti vinder valg uden opposition og flygtningestemmer

Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans regerende Baath-parti har som ventet vundet flertal ved søndagens parlamentsvalg.

Det står klart tirsdag aften, at Baath-partiet og dets allierede tog 177 ud 250 pladser.

Udfaldet var ventet, blandt andet fordi en reel opposition til Baath-partiet var fraværende ved valget.

Over 2000 kandidater stillede op, men de fleste kandidater tilhørte enten Baath-partiet eller er loyale over for styret.

Derudover havde de millioner af syrere, der er flygtet siden borgerkrigens begyndelse i 2011, ikke fået lov til at stemme.

Valgdeltagelsen ved søndagens valg var blot 33 procent. I 2016 var valgdeltagelsen 57 procent, melder valgkommissionsleder Samer Zamreeq.

Ved det seneste valg i 2016 vandt Baath og dets støtter 200 af de 250 pladser i parlamentet. De resterende 50 pladser gik til uafhængige kandidater.

Den amerikanske regering afviste mandag det syriske valg og kaldte det “kontrolleret” og “undertrykkende”.

– Syrien har ikke haft nogen frie eller rimelige valg, siden Assads Baath-parti kom til magten, og dette år var ingen undtagelse, siger talsmand fra regeringen Morgan Ortagus.

Syriske kritikere og den boykottede opposition har også hånet valget og valgresultatet.

– Millioner af syrere stemte på vej til at flygte eller blive tvangsforflyttet som resultat af terrorisme fra Assad og Rusland og Iran, skriver det største oppositionsparti, Syriens Nationale Koalition, på Twitter.

På grund af virusudbruddet var valget to gange blevet udskudt. Det blev afviklet, to dage efter at præsident Assad markerede sin indsættelse for 20 år siden.

Over 7000 valgsteder var sat op i de omkring 70 procent af landet, som Assads regering har kontrol over.

Det næste præsidentvalg i Syrien forventes i 2021, og kandidaterne har brug for skriftlig godkendelse af mindst 35 parlamentsmedlemmer for at stille op.

/ritzau/AFP