USA melder om færre nye smittede efter rekordhøje tal

Efter tre døgn med rekordhøje smittetal i USA er der registreret færre nye smittede i landet de seneste 24 timer.

I alt er 60.207 personer blevet bekræftet smittet med coronavirus i USA det seneste døgn.

Det viser tal fra Johns Hopkins University natten til søndag dansk tid.

Det seneste smittetal fra USA er omkring 17.000 lavere end døgnet forinden, hvor det hidtil højeste antal blev målt.

Onsdag og torsdag var antallet af smittede henholdsvis over 67.000 og over 68.000, hvilket på daværende tidspunkt var det hidtil højeste.

Antallet af nye smittede i USA har været stigende siden maj, hvor de amerikanske delstater så småt begyndte at genåbne for at få gang i økonomien.

Eksperter mener, at USA aldrig har overstået den første bølge af coronaudbruddet, hvor sagerne særligt har været stigende i landets sydlige og vestlige delstater.

Delstaterne Arizona og Texas, der er hårdt ramt af coronavirusset, er begyndt at bestille kølevogne til at opbevare lig, fordi lighusene er fulde.

De seneste ugers stigende antal smittetilfælde har præsident Donald Trump forklaret med, at langt flere personer end tidligere bliver smittetestet.

I hele USA er 3,7 millioner smittetilfælde blevet bekræftet, mens næsten 140.000 er døde med virusset siden pandemiens start, viser tal fra Johns Hopkins University.

Det seneste døgn har yderligere 832 coronasmittede amerikanere mistet livet. Døgnet forinden var tallet 927.

USA tegner sig for lidt over en fjerdedel af de bekræftede smittetilfælde i verden.

Lørdag meldte Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at der det seneste døgn var registreret det hidtil højeste antal nye smittede på verdensplan med 259.848 nye tilfælde.

De største stigninger i antallet af bekræftede smittede er registreret i USA, Brasilien, Indien og Sydafrika.

/ritzau/AFP