Kinesisk provins forbyder forsamlinger efter nyt virusudbrud

Myndighederne i Kinas vestlige Xinjiang-provins har erklæret en “krigstidslignende situation”.

Det betyder blandt andet, at borgere ikke må samle sig i grupper eller forlade provinsen.

Meldingen kommer i forsøget på at slå ned på et nyt udbrud af coronavirus i provinsen.

Det seneste døgn har sundhedsmyndighederne registreret 17 nye smittetilfælde.

De nye tilfælde knytter sig til Xinjiangs hovedstad, Urumqi, hvor der bor halvanden million indbyggere. Mange af Xinjiangs borgere tilhører det undertrykte muslimske folkeslag uighurerne

Myndighederne satte torsdag Urumqi under nedlukning, hvor transport med fly, metro og tog blev suspenderet.

Kina vil sende 200 sundhedsmedarbejdere til den vestlige provins den nærmeste tid for at udføre omfattende coronatest.

Kina har i vid udstrækning haft held med at holde coronapandemien under kontrol gennem strenge restriktioner, siden virusset brød ud i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af sidste år.

Kina har registreret lidt over 85.000 smittede og 4644 coronarelaterede dødsfald. Tallene er ikke steget nævneværdigt siden april.

/ritzau/dpa