Hongkongs leder: Smittespredningen er ude af kontrol

Coronavirusset er igen begyndt at sprede sig hastigt i Hongkong, og situationen er ude af kontrol.

Det siger Hongkongs leder, Carrie Lam, på et pressemøde søndag.

Samtidig siger hun, at restriktionerne for at begrænse smittespredningen vil blive skærpet.

Hongkong var et af de første steder i verden, der blev ramt af pandemien. Men millionbyen formåede hurtigt at slå virusudbruddet ned igen.

I slutningen af juni var der ikke længere lokal smittespredning i Hongkong.

Men de seneste uger er virusset igen begyndt at sprede sig. Søndag oplyser Carrie Lam, at der på 14 dage er bekræftet over 500 nye smittetilfælde.

Derfor frygter myndighederne nu, at det nye udbrud af coronavirus er begyndt at sprede sig ukontrolleret i den tætbefolkede by med 7,5 millioner indbyggere.

– Jeg mener, at situationen er meget kritisk, og der er intet tegn på, at det er ved at komme under kontrol, siger Carrie Lam på et pressemøde.

Alene fra lørdag til søndag blev der bekræftet 108 nye smittetilfælde, hvilket er det hidtil højeste smittetal på ét døgn.

Nogle af de seneste smittetilfælde er blevet fundet på plejehjem. Det har vakt stor bekymring, da ældre er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af virusset.

Allerede i sidste uge blev der genindført flere restriktioner i Hongkong for at begrænse smittespredningen.

Mange butikker, barer, fitnesscentre og natklubber blev lukket. Det blev også påkrævet at bære ansigtsmaske i offentlig transport.

Søndag lyder det fra Carrie Lam, at restriktionerne vil blive skærpet yderligere.

Hun planlægger blandt andet at indføre krav om brug af mundbind indendørs på alle offentlige steder.

Derudover skal alle offentligt ansatte, der ikke er kategoriseret som essentielle, arbejde hjemmefra.

Carrie Lam varsler, at der vil blive indført yderligere restriktioner, hvis smittetallet fortsætter med at stige.

/ritzau/AFP