Sverige registrerer yderligere 26 coronadødsfald

Der er registreret yderligere 26 døde med coronavirus i Sverige.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, fredag.

Dermed er der konstateret i alt 5619 coronadødsfald i landet.

Antallet af nye coronadødsfald bekræftet fredag er på niveau med de foregående dage. Onsdag og torsdag blev der registreret henholdsvis 27 og 21 døde med coronavirus.

I alt er 77.281 personer bekræftet smittede med coronavirus i Sverige. Dermed er der konstateret yderligere 404 coronatilfælde siden opgørelsen torsdag.

Der er flest bekræftede smittetilfælde blandt kvinder. 45.307 kvinder er bekræftet smittede. Tallet for mænd er 31.974.

Det er imidlertid flest mænd, som er døde med coronavirus i Sverige.

/ritzau/