Indien er det tredje land med over en million smittetilfælde

Indien har som det tredje land i verden registreret over en million tilfælde af personer, der er eller har været smittet med coronavirusset.

Det viser tal fra landets sundhedsministerium fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kun USA og Brasilien har registreret højere smittetal. USA nærmer sig en total på 3,6 millioner smittetilfælde, mens Brasilien natten til fredag dansk tid passerede to millioner smittetilfælde.

Smittetallet er steget, efter at Indiens premierminister, Narendra Modi, ophævede en nedlukning, der blev indført som en forebyggende foranstaltning i marts. I første omgang varede nedlukningen tre uger.

I den forbindelse advarede Modi sine omkring 1,3 milliarder landsmænd om, at viruspandemien kunne smadre de fremskridt, landet har gjort.

– Hvis denne situation ikke bliver håndteret i disse 21 dage, så kan landet og jeres familier bliver slået 21 år tilbage, sagde Modi i en tv-transmitteret tale ifølge BBC.

Efter de tre uger forlængede flere af landets stater nedlukningen, og siden midten af april har Modi flere gange forlænget den landsdækkende nedlukning.

Fra den 1. juli til 31. juli, også betegnet som anden fase af genåbningen, er flere restriktioner blevet lempet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er nedlukninger dog ved at blive genindført, fordi det daglige antal døde som følge af virusset er stigende.

Indiens samlede dødstal som følge af coronavirusset er opgjort til 25.602 efter en stigning det seneste døgn på 687.

Det er ifølge sundhedsministeriet det højeste antal coronarelaterede dødsfald, som Indien har registreret på et døgn under pandemien, skriver AFP.

Indien er nummer syv på listen over lande med flest dødsfald. USA og Brasilien ligger øverst med henholdsvis 138.358 og 76.688 døde ifølge en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.

/ritzau/