Tunesiens største parti kræver premierministers afgang

Tunesiens moderate islamistiske parti Ennahda, det største parti i parlamentet, har onsdag fremsat et mistillidsvotum mod regeringen.

Det siger en topembedsmand fra partiet natten til torsdag dansk tid.

Trækket er en eskalering af den politiske krise, som landets premierminister Elyes Fakhfakh lige nu befinder sig i.

Ennahda siger, at partiet har mistet tilliden til premierministeren efter beskyldninger om interessekonflikt.

I sidste måned delte et uafhængigt medlem af parlamentet dokumenter, der indikerer, at premierministeren ejer aktier i et selskab, som har vundet kontrakter for omkring 15 millioner dollar hos regeringen.

Ennahda og dets 54 parlamentsmedlemmer skal bruge 109 stemmer i parlamentet for at vinde en mistillidsafstemning. Partiet vil forsøge at få opbakning hos de allierede partier Karama og Tunesiens Hjerte.

/ritzau/Reuters