Trump kalder skolelukninger for forfærdelig beslutning

Skolelukninger i Californien under det nylige coronaudbrud er en “forfærdelig beslutning”.

Sådan lyder det natten til onsdag dansk tid fra USA’s præsident, Donald Trump, i et interview med CBS News.

De største skoledistrikter, San Diego og Los Angeles, har besluttet, at elever skal undervises hjemmefra, mens coronavirus er blusset op i delstaten.

Men den beslutning er præsidenten uenig i.

– Jeg ville fortælle forældre og lærere, at de skulle finde en ny person, der står for den beslutning, for det er en forfærdelig beslutning, siger Trump.

Skolerne tilbyder i stedet online-undervisning.

– Børn og forældre dør også af den slags traume, siger Trump.

– De dør, fordi de ikke kan gøre det, de gør. Mødre kan ikke gå på arbejde lige pludselig, fordi de skal blive hjemme og passe på deres barn. Det gælder også fædre.

Både delstaterne Texas og Californien har meldt om rekordhøje smittestigning tirsdag lokal tid.

I Californien er der i alt 2103 indlagte coronapatienter.

/ritzau/Reuters