Togkollision nær Prag dræber en person og kvæster mange

En person er dræbt og adskillige kvæstet, efter at et passagertog kolliderede med et godstog nær Prag tirsdag aften.

Det oplyser Tjekkiets transportminister, Karel Havlicek, tidligt onsdag morgen.

Ifølge ministeren er to personer “alvorligt” kvæstet, mens otte andre er kvæstet med moderate skader.

I alt er 35 personer blevet bragt til hospitaler i regionen. De fleste har pådraget sig mindre brud og blå mærker.

Det oplyser en talsmand for den tjekkiske redningstjeneste.

Der har været modstridende oplysninger om ulykken. Nogle medier rapporterer, at en af togførerne skulle være blevet dræbt. Andre medier rapporterer, at begge togførere skulle være blevet fastklemt i deres førerhus i henholdsvis passagertoget og godstoget.

Mindst 12 ambulancer og to redningshelikoptere deltog i redningsarbejdet, der tog omkring tre timer.

Ulykken fandt sted tirsdag aften, da passagertoget kolliderede med et stillestående post-godstog i byen Cesky Brod. Landsbyen ligger cirka 30 kilometer fra den tjekkiske hovedstad, Prag.

Årsagen til ulykken er endnu ikke fastlagt, men transportminister Karel Havlicek siger, at der indtil videre ikke er nogen tegn på en teknisk fejl.

/ritzau/dpa