USAs højesteret tillader første føderale henrettelse i 17 år

Højesteret i USA tillader den første føderale henrettelse landet i 17 år.

Det sker, efter at en føderal dommer mandag udskød en henrettelse, der efter planen skulle have fundet sted samme dag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Daniel Lewis Lee er dømt til døden for at dræbe en familie på tre mennesker, heriblandt en otteårig pige. Han skulle have været henrettet mandag.

Henrettelsen, der med Højesterets dom er banet vej for, bliver den første foretaget af føderale myndigheder i USA i 17 år.

Det fremgår ikke, hvornår henrettelsen er sat til at finde sted. To yderligere føderale henrettelser er planlagt senere på ugen. En fjerde er planlagt i august, rapporteret nyhedsbureauet AP.

Sidste år blev der foretaget 22 henrettelser i USA. Men hver gang var det en enkelt delstat, der stod for det. Den seneste føderale henrettelse fandt altså sted i 2003.

28 af de 50 stater i USA har på papiret stadig dødsstraf.

Delstaternes retssystemer håndterer de fleste lovbrud i USA. Men det fælles, føderale system i USA tager over ved særligt alvorlig kriminalitet – blandt andet terror og hadforbrydelser. Daniel Lewis Lees er løftet op på det plan.

Metoden for henrettelsen er dødelig indsprøjtning.

De føderale henrettelser blev sat på hold af tidligere præsident Barack Obama. Det skyldtes, at der var indbragt et stort antal klager ved de amerikanske domstole om, at henrettelserne stred mod forfatningen.

Den nuværende præsident, Donald Trump, beordrede de føderale henrettelser genoptaget, få måneder efter at han var blevet indsat i 2017.

/ritzau/