Valgstedsmåling viser marginal føring til Duda ved polsk valg

Valgstedsmåling viser, at præsident Andrzej Duda fører marginalt foran udfordreren Rafal Trzaskowski efter søndagens valg i Polen.

Det skriver Reuters.

Valgstederne lukkede klokken 21 søndag aften. Umiddelbart efter viste, en valgstedsmåling, at Andrzej Duda har fået 50,4 procent af stemmerne, mens Rafal Trzaskowski har fået 49,4 procent.

Det er dog en statistisk usikkerhed på et par procentpoint. Dermed er det for tidligt at sige, hvem der vil stå tilbage som vinder af valget.

Det endelige resultat ventes først klar mandag aften.

/ritzau/