Australien begrænser egne borgere i hjemrejse midt i udbrud

Australien vil halvere antallet af borgere, der kan vende tilbage til landet, mens storbyen Melbourne kæmper med at holde smitten nede.

Det oplyser myndighederne fredag lokal tid.

Fra mandag gælder det således, at kun 4000 australiere eller borgere med permanent opholdstilladelse dagligt må komme tilbage fra udlandet.

Aktuelt vender dagligt cirka 8000 hjem til Australien. Det oplyser premierminister Scott Morrison.

Grænserne er allerede lukkede for langt de fleste internationale rejsende, herunder turister.

Samtidig melder delstaten Victoria, hvor Melbourne ligger, om 288 nye smittede. Det er en ny nedslående rekord.

Omkring fem millioner mennesker i Melbourne begyndte torsdag en seks uger lang nedlukning for at stoppe det nylige udbrud af smitte.

Coronaudbruddet har på mange måder rystet nationen, der for få uger siden ellers så ud til at have klaret sig fint i forhold til at inddæmme epidemien.

De kommende uger vil vise, om nedlukningen får den ønskede effekt, lyder det fra lokale myndigheder.

/ritzau/AFP