Trumps vælgermøde i Tulsa har sandsynligvis spredt smitte

Præsident Donald Trumps vælgermøde i Tulsa, Oklahoma, i slutningen af juni har “sandsynligvis bidraget” til en dramatisk stigning i antallet af nye tilfælde af coronavirus.

Det siger den administrerende direktør for sundhedsmyndighederne i byen, Bruce Dart, onsdag, skriver nyhedsbureauet AP.

Med 261 tilfælde registrerede Tulsa County mandag et rekordhøjt antal nye sager på et enkelt døgn samt yderligere 206 nye tilfælde tirsdag.

Selv om sundhedsmyndighederne i Tulsa har en politik om ikke at offentliggøre individuelle lokaliteter, hvor folk kan være blevet smittet med virusset, siger Bruce Dart, at store forsamlinger “mere end sandsynligt” har bidraget til stigningen.

– I de seneste dage har vi set næsten 500 nye sager, og for lidt over to uger siden havde vi flere store begivenheder.

– Så faktisk lægger vi bare to og to sammen, siger sundhedsdirektøren.

Nyhedsbureauet AP har forsøgt at få en kommentar fra en talsperson for Trumps valgkampagne, men ingen er vendt tilbage på henvendelsen.

/ritzau/