Korruptionsanklaget eks-guvernør er anholdt i Miami

Den tidligere guvernør i Mexico Cesar Duarte, der har været på flugt fra myndighederne efter anklager om korruption, er blevet anholdt.

Anholdelsen skete i Miami i USA, oplyser den mexicanske rigsadvokats kontor onsdag lokal tid på Twitter.

Kontoret skriver på Twitter, at det nu vil forsøge at få Duarte udleveret til Mexico fra USA.

Meldingen fra kontoret kommer, kort tid efter at USA’s præsident, Donald Trump, havde et møde med Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador.

Til mødet sagde Trump ifølge nyhedsbureauet AP, at de to ledere har et “enestående forhold”.

Duarte er tidligere guvernør i den mexicanske delstat Chihuahua. Han flygtede i 2017 efter anklager om korruption under sin tid som guvernør, skriver det lokale medie El Paso Times.

/ritzau/