George Floyd råbte efter luft 21 gange under anholdelse

Et nyt udskrift fra George Floyds anholdelse viser, at han 21 gange gentog, at han ikke kunne trække vejret.

Onsdag blev et nyt udskrift af optagelserne fra politibetjentenes kropskameraer under anholdelsen af Georg Floyd offentliggjort, skriver nyhedsbureauet dpa.

I en af udvekslingerne mellem Floyd og politibetjenten Derek Chauvin siger Floyd: “I slår mig ihjel”, hvortil Chauvin svarer:

– Så lad være med at sige noget, lad være med at råbe, det kræver en masse ilt at tale.

Derek Chauvin er blevet sigtet for drab efter at have holdt sit knæ på Floyds hals i syv minutter i forbindelse med anholdelsen. George Floyd døde senere på hospitalet efter anholdelsen.

Ifølge det nye udskrift råbte George Floyd: “Jeg kan ikke trække vejret” 21 gange under anholdelsen.

George Floyds dødsfald 25. maj blev filmet af vidner og har siden ført til en enorm protestbevægelse i USA og over hele verden, hvor der demonstreres mod politivold mod sorte og racisme generelt.

De tre andre politibetjente, der var involveret i anholdelsen, er også blevet sigtet for medvirken til drab.

/ritzau/