12 millioner er smittet med coronavirus på verdensplan

Over 12 millioner mennesker er blevet testet positive med coronavirus på verdensplan.

Det viser en optælling fra Johns Hopkins University natten til torsdag dansk tid.

Det er ikke mere end fem dage siden, at tallet ramte 11 millioner smittede, og 11 dage siden at der var registreret ti millioner smittede.

USA står for flest smittetilfælde med over tre millioner, mens Brasilien er på andenpladsen over lande med flest smittetilfælde med 1,7 millioner.

Herefter følger Indien, Rusland og Peru med over 742.000, knap 700.000 og 312.000 smittetilfælde.

Det kan dog være svært at sammenligne antallet af smittede lande imellem, da teststrategierne i de enkelte lande kan være forskellige.

/ritzau/