USA begrænser visa til kinesiske embedsmænd på grund af Tibet

Uenigheder om adgangen til Tibet fører til amerikanske visasanktioner mod Kina.

Udenrigsminister Mike Pompeo siger tirsdag lokal tid, at han vil slå ned på et ikke nærmere fastlagt antal kinesiske embedsmænd.

Formålet er at få Kina til at åbne for, at amerikanere kan få adgang til Tibet.

USA opfordrer også til “meningsfuld autonomi” i regionen, der hovedsageligt er buddhistisk.

– Desværre fortsætter Beijing med systematisk at stille sig i vejen for rejser til den autonome region Tibet og andre tibetanske områder, både for amerikanske embedsmænd, journalister og turister, siger Pompeo.

– Imens har kinesiske embedsmænd og borgere i langt højere grad adgang til USA, tilføjer han.

Det er meningen, at visumrestriktionerne særligt skal ramme embedsmænd, der er involveret i at holde udlændinge ude fra Tibet.

Forholdet mellem USA og Kina er for tiden højspændt.

USA har i stigende grad benyttet visasanktioner blandt andet for at tage afstand til Kinas behandling af Hongkong og det muslimske mindretal uighurerne.

Op mod en million uighurer menes at være indespærret.

/ritzau/AFP