Sverige registrerer yderligere 14 coronadødsfald

Der er registreret yderligere 14 dødsfald blandt coronapatienter i Sverige.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, tirsdag.

Dermed er i alt 5447 døde med coronavirus i landet. Stigningen i antallet af dødsfald tirsdag er på samme niveau som i opgørelsen dagen forinden.

I alt 73.344 personer er bekræftet smittede med coronavirus. Det er en stigning på 283 fra opgørelsen mandag.

Mænd står for størstedelen af dødsfaldene i Sverige. Således er 2985 af de 5447 dødsfald konstateret blandt mænd.

Det er omvendt flest bekræftede smittetilfælde blandt kvinder. 43.084 kvinder er blevet smittet mod 30.260 mænd.

/ritzau/