En stigende mængde farligt legetøj truer europæiske børn

En legetøjsbil, hvor batterierne let kan falde ud, så der er risiko for, at børn kan sluge dem, og en elektrisk legetøjshund, som kan give elektrisk chok.

Det er nogle af de produkter, det har været muligt at købe på det europæiske marked, men som er blevet anmeldt og trukket tilbage gennem EU’s advarselssystem for falske varer kaldet “Rapid alert system”.

I alt er der blevet advaret om 2243 produkter i 2019, hvoraf størstedelen har handlet om farligt legetøj med 650 anmeldelser.

Det viser den årlige rapport fra advarselssystemet i 2019. Systemet dækker alle EU-lande samt Storbritannien, Norge, Island og Liechtenstein.

Det er meget alvorligt, at farligt legetøj florerer på det europæiske marked, siger Didier Reynders, som er EU’s retskommissær.

– Det er utroligt farligt, hvis børn kommer i kontakt med produkter, som kan forårsage elektrisk chok, eller at de kan risikere at sluge batterier. Derfor er det vigtigt, at farlige produkter kan anmeldes.

– Der vil altid være en risiko for farlige produkter. Men når vi har et system, som gør os opmærksom på sådanne produkter, så kan vi sikre folk fra at komme til skade, siger han.

De 2243 anmeldte produkter i 2019 førte til 4477 opfølgende tiltag fra myndigheder i Europa.

Det er en stigning på ti procent siden 2018 og 63 procent siden 2015.

Opfølgende tiltag kan både indebære, at distributører trækker produkter tilbage eller destruerer dem, før de når forbrugerne.

Ifølge Reynders tyder tallene på, at advarselssystemet har en stor betydning, og at det virker.

– Det hurtige advarselssystem er tilgængeligt 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Det sørger for, at oplysninger om produkter udveksles, og at vores indre marked er sikkert.

– Der bliver udført et rekordstort stykke arbejde for at beskytte forbrugerne mod farlige produkter og potentielle skader. Systemet virker. Og det virker godt, siger han.

Ifølge Reynders har coronakrisen også vist, at der er stort behov for advarselssystemet for farlige varer i Europa.

Han påpeger, at der har været en række nye anmeldelser under coronakrisen, som ikke er en del af rapporten.

Indtil 1. juli 2020 har der været 63 anmeldelser om ansigtsmasker, tre om overtræksdragter og tre om håndholdte UV-lamper til desinfektion.

Der er indtil nu lavet ti opfølgende tiltag på disse anmeldelser.

/ritzau/