Hjælpepakke på milliarder skal støtte britisk kulturliv

En hjælpepakke på 1,57 milliarder pund skal støtte det britiske kulturliv. Det oplyser premierminister Boris Johnson søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet svarer til næsten 13 milliarder kroner.

Museer, gallerier, teatre, biografer og koncertsteder, som i flere måneder har manglet indtægter på grund af nedlukning, vil kunne modtage tilskud eller søge om lån for at klare sig gennem krisen, som har skabt en eksistentiel krise for store dele af sektoren.

– Pengene vil hjælpe med at sikre sektoren for fremtidige generationer og sikre, at kunstgrupper og spillesteder over hele landet kan fortsætte og holde på deres ansatte, mens dørene er lukkede, og scenetæpperne fortsat er trukket for, siger Boris Johnson i en udtalelse.

I den seneste fase af genåbningen af samfundsaktiviteter fik museer og biografer lov til at åbne, men med strikse krav om fysisk afstand mellem besøgende.

Ifølge regeringen er investeringen den største nogensinde i britisk kulturliv.

/ritzau/