Trump vil lave stor park med amerikanske heltestatuer

USA’s præsident, Donald Trump, vil lave en park med statuer af “nationale helte”.

Det meddeler præsidenten på uafhængighedsdagen, 4. juli, ifølge BBC.

Parken skal ifølge Trump være med til at forsvare USA’s “storslåede nationale historie” mod folk, der udøver hærværk på statuer.

Som følge af et præsidentielt dekret er der lørdag lokal tid nedsat en arbejdsgruppe.

Den skal inden for 60 dage præsentere de nærmere planer for parken og udpege en placering.

Dekretet udpeger 31 personer, som skal være repræsenteret i parken, skriver The New York Times.

Det handler blandt andet om flere af de såkaldte “Founding Fathers”, blandt andre præsidenterne George Washington og Thomas Jefferson, der har spillet en vigtig rolle i grundlæggelsen af det moderne USA.

Der vil også være statuer af borgerrettighedsforkæmpere som Harriet Tubman og Martin Luther King Jr.

Fra nyere tider har præsidenten udpeget blandt andre den konservative højesteretsdommer Anthonyn Scalia samt den tidligere republikanske præsident Ronald Reagan.

Listen er dog ikke endegyldig og kan ifølge BBC også inkludere udlændinge, der har bidraget til amerikansk historie på forskellig vis.

Den foreløbige liste får kritik fra flere steder.

– Valgene befinder sig et sted mellem mærkelige, upassende og provokerende, siger James Grossman, der er direktør for organisationen the American Historical Association, til The Washington Post.

Trump har flere gange fordømt de seneste mange forsøg på at nedrive eller ødelægge historiske monumenter og statuer i USA.

– Når vi møder den form for ødelæggelse, er det vores ansvar som amerikanere at tage et standpunkt mod den form for vold og på fredelig vis fremvise vores fantastiske nationale historie gennem disse monumenter over amerikanske helte, siger præsidenten ifølge CBS News.

Millioner af amerikanere er den seneste tid gået på gaden i protest mod racisme og politivold efter den sorte mand George Floyds død i politiets varetægt.

Det har ført til en ophedet debat om USA’s arv og historie og til nedrivningerne af statuer.

Den seneste aktion med hærværk mod statuer har fundet sted tidligt søndag morgen dansk tid.

Her rev demonstranter en statue af den italienske opdagelsesrejsende Christoffer Columbus ned og smed den i havnen i Baltimore. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den italienske opdagelsesrejsende fremhæves oftest som manden, der krydsede Atlanterhavet og opdagede Amerika.

Andre betragter ham dog som årsagen til begyndelsen på folkedrab mod det oprindelige folk.

/ritzau/