Kvinde omkommer efter påkørsel under demonstration i Seattle

En kvinde er død i Seattle, efter at hun lørdag blev ramt af en hurtigtkørende bil, som kørte ind i en gruppe af demonstranter.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Også en anden kvinde blev ramt af bilen. Den anden kvindes tilstand beskrives som værende kritisk.

De to kvinder blev ramt på en motorvej, hvor demonstrationen fandt sted.

Ifølge det lokale politi har man arresteret føreren af den bil, der påkørte de to kvinder.

– Han blev varetægtsfængslet, da vores folk kom frem til stedet, fortæller den lokale betjent Chase Van Cleave til Reuters.

– Undersøgelsen pågår stadig. På dette tidspunkt mistænker vi ikke stoffer eller alkohol som en faktor i ulykken.

Efterforskere ved endnu ikke, om chaufføren i bilen havde til hensigt at ramme demonstranterne, forklarer Chase Van Cleave.

/ritzau/