EU udelukker pakistansk luftfartsselskab i et halvt år

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) suspenderer Pakistan International Airlines’ tilladelse til at operere i EU i seks måneder.

Det er gældende fra 1. juli, meddeler selskabet tirsdag ifølge Reuters.

Tiltaget kommer efter, at 262 pakistanske piloter har fået ordre om at holde sig på landjorden. Pakistans minister for luftfart har betegnet deres flycertifikater som “tvivlsomme”.

– EASA har midlertidigt suspenderet PIA’s autorisation til at operere i EU-medlemslandene i en periode på seks måneder gældende fra 1. juli 2020, skriver luftfartsselskabet i en meddelelse.

Et af PIA’s fly styrtede for en måned siden ned i den pakistanske storby Karachi. Her blev 97 mennesker dræbt.

/ritzau/