WHO: Coronapandemi er ikke i nærheden af at være overstået

Efter seks måneder med coronavirusset er pandemien “slet ikke i nærheden” af at være overstået. Og det værste ligger stadig forude.

Det siger chefen for Verdenssundhedsorganisation WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på en pressekonference mandag.

– Vi vil alle gerne se en ende på dette. Vi vil alle gerne videre med vores liv. Men den barske virkelighed er, at dette slet ikke er i nærheden af at være overstået, siger han.

– Selv om mange lande har gjort fremskridt, tager pandemien faktisk til i styrke globalt.

WHO’s krisechef, Mike Ryan, roser de mange bestræbelser, der er i gang verden over for at finde en vaccine.

Men han tilføjer, at der ikke er nogen garanti for, at det vil lykkes.

/ritzau/Reuters