Bevæbnede mænd angreb Pakistans fondsbørs – fire dræbt

Bevæbnede mænd har mandag angrebet bygningen med Pakistans fondsbørs i storbyen Karachi, oplyser politiet. Fire af angriberne meldes dræbt af politiet.

– De bevæbnede mænd gik til angreb med granater og skydevåben, rapporterer lokale medier.

– Bygningen er en særlig sikkerhedszone og huser ud over fondsbørsen også de førende private bankers hovedkontorer.

– Fire personer, som deltog i angrebet, er blevet dræbt. De ankom til stedet i en sølvfarvet Toyota Corolla, siger politichefen i Karachi, Ghulam Nabi Memon.

Det var ikke umiddelbart klart, om der var flere deltagere i angrebet end de fire dræbte.

/ritzau/Reuters