30 er registreret døde med coronavirus i Sverige

Der er registreret yderligere 30 døde med coronavirus i Sverige.

Dermed er i alt 5310 personer døde med coronavirus, oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

Det totale antal smittede i Sverige ligger nu på 67.667 personer.

2423 personer får eller har fået intensiv behandling for Covid-19.

Sverige har langt flere coronadødsfald end de øvrige nordiske lande.

Danmark har meldt om i alt 605 dødsfald, mens Norge har registreret 249. Finland har haft i alt 328 dødsfald blandt patienter med coronasmitte.

Også antallet af indlagte er færre i det øvrige Norden end i Sverige.

Både danske, norske og finske myndigheder har indført rejserestriktioner for Sverige.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har placeret Sverige i samme kategori som blandt andet Aserbajdsjan og Kasakhstan, der anses for at være i en særlig farezone i forbindelse med coronapandemien.

Det er den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, mærkbart irriteret over.

– Der er jo ikke tale om et tiltagende antal smittetilfælde i Sverige, men om et faldende antal, har han sagt til TT.

Tegnell siger, at det er en “total fejl”, at WHO har medtaget Sverige på en liste over lande, som er i fare for at blive ramt af en ny bølge af Covid-19.

Han har mange gange betonet, at Sverige i den seneste tid har registreret flere smittetilfælde, fordi langt flere bliver testet.

Den regionale direktør i WHO, Hans Henri Kluge, sagde på et pressemøde i sidste uge, at Sverige var blandt de lande, som er ramt af en betydelig stigning i smitteoverføringer, og som dermed risikerer en ny farlig belastning af sundhedssystemet.

/ritzau/TT