OVERBLIK: Pandemien set gennem citater fra verdensledere

Udbruddet af coronavirus har ryddet forsider, kapret den politiske dagsorden og lukket samfund ned verden over i løbet af det seneste halve år.

Søndag er antallet af bekræftede smittetilfælde på verdensplan oversteget ti millioner, mens antallet af døde nærmer sig 500.000.

Verdens ledere har måtte træffe drastiske beslutninger for at bekæmpe pandemien – men der har også været mange modstridende holdninger til situationen.

Her er en række af deres citater om pandemien:
* Italiens premierminister, Giuseppe Conte:
22. februar – da syv personer var døde og flere end 280 var smittet i Italien:
– Italien er et sikkert land at rejse i for turismer, formentligt mere sikkert end mange andre lande.

4. marts – da Italien lukkede alle skoler, 107 var døde og over 3000 smittet:
– Vores hospitaler risikerer, på trods af deres effektivitet, at blive overvældede. Vi har et problem med antallet af intensivpladser.

* Storbritanniens premierminister, Boris Johnson:
3. marts:
– På dette stadie og med alle de forbehold, jeg har nævnt, så vil jeg understrege, at flertallet i dette land skal opføre sig, som de plejer.

2. maj – efter at han selv var blevet alvorligt syg af coronavirus:

– Jeg var ilde tilredt, og jeg var bevidst om, at der blev lagt en plan B. Lægerne havde lagt planer for, hvad der skulle ske, hvis det gik galt.

* USA’s præsident, Donald Trump:
22. januar:

– Vi har det (virusset, red.) fuldstændigt under kontrol. Der er kommet en person ind fra Kina, og vi har det under kontrol. Det kommer til at gå fint.

27. februar:
– Det (virusset, red.) kommer til at forvinde. En dag, som et mirakel, så er det forsvundet.

23. april:
– Jeg har set desinficerende, som på et minut kan slå virusset ud. Er der en måde, hvor vi kan sprøjte det ind i kroppen, nærmest som en udrensning? Det vil være interessant, at få det ind i lungerne, hvis det kan gøre det fantastisk.

* Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro:
24. marts:

– Med min baggrund som atlet, ville jeg ikke have noget at bekymre mig om, hvis jeg blev smittet med virusset. Jeg ville ikke mærke noget, i værste fald ville jeg få en lille influenza eller forkølelse.

29. marts – efter at have vandret i Brasilias gader uden ansigtsmaske:
– Dette er virkeligheden: Virusset er der. Vi bliver nødt til at håndtere det, men som mænd, ikke som børn. Vi vil konfrontere virusset med realiteterne. Det er livet. Vi skal alle dø en dag.

28. april – adspurgt af en journalist om de seneste dødstal:
– Og hvad så? Undskyld, men hvad vil I have, at jeg skal gøre?
* Ruslands præsident, Vladimir Putin:
8. april:

– Alting går over, og dette vil gå over. Vores land har mere end en gang gennemgået svære prøvelser. Rusland har klaret alting.

Kilde: Reuters.

/ritzau/