Måling: Le Pen kan få første borgmesterpost i en større by

Det franske højrefløjsparti National Samling, der ledes af Marine Le Pen, kan få sin første borgmesterpost i en større fransk by.

Partiet står til sejr i kampen om borgmesterposten i den sydfranske by Perpignan.

Det viser valgstedsmålinger efter søndagens lokalvalg i Frankrig.

National Samlings kandidat, Louis Aliot, har ifølge målingerne fået 54 procent af stemmerne. Dermed ser han ud til at slå den nuværende konservative borgmester, Jean-Marc Pujol.

Ingen af de to fik 50 procent af stemmerne i første runde og er derfor gået videre til anden valgrunde.

Hvis tallene bekræftes af det endelige resultat, vil det være første gang, at National Samling sikrer sig en borgmesterpost i en by med over 100.000 indbyggere.

En anden valgstedsmåling viser, at Frankrigs premierminister, Édouard Philippe, har vundet dysten om borgmesterposten i en anden større by, Le Havre i det nordvestlige Frankrig.

Han står ifølge målingen til knap 59 procent af stemmerne, meddeler tv-stationen TF1/LCI.

– Vi er glade i Le Havre og vil fejre denne sejr, siger indenrigsministeren.

Præsident Emmanuel Macron har lykønsket sin premierminister, siger en talsmand for Elysée-palæet. De to skal mødes mandag, tilføjer talsmanden.

Den franske forfatning giver Édouard Philippe mulighed for at udpege en viceborgmester, der passer borgmesterposten i Le Havre, mens han selv er premierminister.

Men Philippes valgsejr i den by, hvor han var borgmester fra 2010 til 2017, giver spekulationer om en mulig regeringsrokade.

Frankrig holdt første runde af lokalvalget 15. marts. Kort efter lukkede landet ned på grund af coronapandemien. Anden valgrunde kunne derfor først holdes søndag.

De foreløbige meldinger tyder på, at valgdeltagelsen har været lavere end i første valgrunde, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

/ritzau/Reuters