USA melder om hidtil højeste coronatal på en enkelt dag

USA har fredag med mindst 40.173 coronasmittede registreret det højeste antal tilfælde på en enkelt dag, siden udbruddet begyndte.

Det skriver det amerikanske medie CNN. Det er anden dag i træk, at antallet af smittede med coronavirus når nye højder.

Torsdag blev der også registreret en ny dagsrekord i USA, skriver CNN med henvisning til Johns Hopkins University, der løbende laver opgørelser over antallet af smittede og døde verden over.

I alt er mindst 2,47 millioner amerikanere blevet testet positive for det nye coronavirus, som der endnu ikke ikke er udviklet en vaccine mod, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De seneste dages uhørt mange nye positive test kommer samtidig med, at adskillige delstater, som oplever en genopblussen af smittetilfælde, er begyndt at indføre restriktioner igen efter at have taget de første skridt mod en genåbning af samfundsaktiviteter.

Guvernøren i Texas, Greg Abbott, beordrede således fredag alle barer i delstaten til at lukke ved middagstid. Restauranter fik desuden besked på at begrænse antallet af gæster til halvdelen af den normale kapacitet.

Det er lavere end i genåbningsfasen i Texas, hvor restauranter har haft en kapacitetsgrænse på 75 procent.

I Florida har myndigheder også indført nye stramninger, efter at der fredag blev meldt om næsten 9000 nye tilfælde af Covid-19, som virussygdommen hedder. Delstatens tidligere højeste antal smittetilfælde på en enkelt dag var 5511 den 24. juni.

/ritzau/